7 ting I kan lave i naturen lige nu

Vicky Knudsen, TV-vært og biolog, giver her gode idéer til sjove aktiviteter, I kan lave i naturen lige nu.  Vicky Knudsen 

  1. GÅ PÅ SPORJAGT. Hvis der ligger sne eller mudder, kan man se dyrespor og lorte fra for eksempel mus, rådyr, fugle eller ræve. Kig under nåletræer, hvor I kan se spor af egern og fugle. I kan også lave gipsafstøbninger af sporene – men det er altså kun, hvis det ikke er i sne. 

  2. GÅ PÅ OPDAGELSE LANGS STRANDEN. Der skyller rigtig mange spændende ting op på stranden i løbet af vinteren, især efter en god storm. Kig efter muslingeskaller, krabbeskjold, tang og snegle.

  3. LAV EN NATUR-URO. Brug et par gode pinde som base og hæng kogler, visne blade og andre ting på med tynd tråd. Det eneste, der sætter grænser, er fantasien. 

  4. SPIL NATURBINGO. Lav en plade med nogle ting, man skal finde. Det kan være ”et insekt”, ”noget, der er spist af”, ”noget grønt” eller lignende. Del jer i hold og se, hvem der først får banko. 

  5. FIND INSEKTER Find nogle visne blade og ryst dem over en hvid bakke eller opvaskebalje. Der er nemlig rigtig mange insekter og spindlere, som overvintrer under blade, og man kan blive overrasket over, hvor mange arter man finder. 

  6. FORKÆL FUGLENE. Lav dine egne fuglekugler af frø, nødder og rosiner, som du blander med usaltet fedt og putter i fryseren, til det stivner. Du kan også lave en opvarmet swimmingpool til fuglene ved at stille et fad med vand ud i haven og sætte et tændt bloklys under. Så kommer der masser af fugle at kigge på. 

  7. FIND ET FISKENET OG TAG NED TIL NÆRMESTE SØ. Tag en gennemsigtig beholder med, og se, hvad der er af liv i søen på det her tidspunkt.

Vicky Knudsen anbefaler